Et eksistentielt eventyr af Henrik Kronborg, indehaver af IndsiQt.

Dette eventyr er blevet til med visdommen fra Albert Camus, Jean-Paul Sartre, Epiktet, Ole Fogh Kirkeby, Kong Salomo, m.fl. samt en meget særlig person, hvis møde har haft stor indflydelse på mig.

Juni 2024, Odense/ Aarhus

Der var engang en pige, klædt i en hvid kjole, som elskede at lege i naturen. Hun fandt en rolig hule, hvor hun, med sin lille krop, kunne klemme sig ned og finde tryghed. Det blev hendes hemmelige sted, fyldt med dybe tanker og en særlig fred. Under legens uskyld var der dog skygger, som pigen gemte væk i hulens mørke. Her kunne hun lade tiden stå stille, og det var i denne ensomhed, at hun opdagede en unik evne givet af universet; hun kunne manipulere mørket, forme det til skikkelser og bruge det som et skjold mod enhver fare. Denne kraft, som kom fra dybet af hendes sjæl, var skabt af hendes dybeste frygt og ensomhed.

Langt væk, i en mørk og foruroligende skov, levede en ensom lille dreng med et særligt sind. Skoven var hans magiske tilflugtssted, et sted hvor han fandt ro og eventyr blandt træerne. Han tilbragte sine dage med at udforske skovens hemmeligheder og lade fantasien flyve frit. Men ligesom pigen bar han på en skjult smerte, en sorg han sjældent talte om. I skovens dyb opdagede han, at han kunne tale med dyrene og forstå deres hviskende sprog. Naturens rå kraft blev hans allierede; med en enkel tanke kunne han fremkalde rasende storme og tæmme de mest vilde dyr. Disse kræfter, skænket af livet selv, gav ham en følelse af kontrol og trøst i en verden, der ofte syntes nådesløs og uforudsigelig.

Selvom pigen og drengen levede adskilt af tid og sted, var deres liv præget af en usynlig forbindelse. Begge fandt trøst og styrke i deres særlige evner, evner der hjalp dem med at håndtere de mørke skygger fra deres fortid. På trods af de udfordringer, de havde stået overfor, fandt de hver især en måde at skabe mening og finde styrke i deres unikke forbindelser til naturen og universet.

Åbenbaringen i Hulen

En dag, mens pigen sad alene i hulen, begyndte hun at mærke en dyb indre uro, som en hvisken fra sin egen sjæl, der kaldte på hende. Hendes lille, rystende hånd greb fat om hulens dugvåde græs, som om hun klamrede sig til selve livet. Den kølige fugtighed af græsset og den svage lugt af jord fyldte hendes sanser og forstærkede følelsen af at være i ét med naturen.

I samme øjeblik mærkede hun en stærk energi strømme gennem sin krop, en bølge af varme, der startede fra hendes bryst og bredte sig ud til hendes fingerspidser og tæer. Det var som om, hun pludselig var forbundet med noget langt større end sig selv, en kraft, der ikke kunne ses, men kun føles. Hun så omkring sig og opdagede, at alt, selv stenene og mørket omkring hende, pulserede med en levende energi. Hun kunne næsten høre det, en lavmælt brummen, der kom fra hver en genstand i hulen.

Det blev klart for hende, at hele universet bestod af energi – en særlig kraft, der gennemstrømmede alt og alle, inklusive hende selv. Det var som om, hun kunne se den usynlige tråd, der bandt og vævede alt sammen, en lysende strøm, der forbandt hende med stjernerne, jorden og alt levende omkring hende. I det øjeblik følte hun sig ikke længere alene, men som en del af et vidunderligt og uendeligt netværk af liv.

Denne åbenbaring fyldte hende med en ny forståelse. Hun indså, at hun var en del af denne uendelige strøm af energi, og at hendes kræfter kom fra denne universelle kilde. Med denne viden følte hun sig ikke længere fanget af sin fortid, men som en del af noget større, noget mere meningsfuldt.

En følelse af eksistentiel usynlighed

Med denne opdagelse fulgte også en fornemmelse af absurditet. Hvad var meningen med al denne energi, al denne styrke, hvis det hele blot var for at ende i mørke og glemsel? Hun følte en knugende tomhed i sit bryst, en eksistentiel smerte, der strakte sig dybt ind i hendes sjæl. I hulens mørke mindedes hun ord fra biblen, som lå tidsløst på hendes natbord: “Alt er tomhed, endeløs tomhed, endeløs tomhed, alt er tomhed og jag efter vind.” Disse ord vævede sig gennem hendes tanker som en melankolsk melodi, og livets meningsløshed syntes at trænge ind i hver eneste fiber af hendes væsen.

Hun dvælede ved to veje af eksistensens mysterier: selvmord eller oprør. Selvmord, den endelige flugt fra det meningsløse, virkede som en fristende udvej. Hun kunne næsten mærke lettelsen ved at lade alt forsvinde, at lade mørket tage hende og finde ro i evigheden. Men hun afviste det, da dette blot virkede som en flugt, en opgivelse, ikke en løsning på livets gåde.

Trods ravnens ildevarslende skrig og kaptajnens forførende kald, vidste hun, at hun måtte vælge sin egen vej ud af denne fortvivlelse.

Hun valgte oprøret. Hun valgte at acceptere livets meningsløshed uden at søge flugt i evigheden for nu. I stedet for at lade sig knuse af denne erkendelse, besluttede hun sig for at stå imod. Hun ville skabe sin egen mening, selvom universet ikke tilbød nogen. Hver dag ville hun omfavne livets oplevelser, nyde øjeblikkene af skønhed, og finde glæde og værdighed i tilværelsen. Hun ville smage på livets øjeblikke, og i hvert et åndedrag, i hver en berøring, i hver en latter, ville hun finde en mening, hun selv skabte.

Hun kiggede ud i hulens mørke igen, og så da i hulens åbning, et lys forenden af tunnelen, en sprække af lys under døren, som et glimt af den strålende himmel som hun kun svagt mindes i tågen. Absurditeten var der stadig, men hun nægtede at lade den overvinde hende. Terningerne var kastet, men alligevel fornemmede hun en særlig essens; hun ville leve, ikke bare overleve, men virkelig leve. Hun rejste sig langsomt, følte energien strømme gennem sig igen, og med et vågent hjerte trådte hun fremad, klar til at møde livets udfordringer med oprør som sit våben.

Mødet i Skoven

Mange år gik, hvor pigen og drengen levede adskilt i deres slørede verdener, men en usynlig tråd forbandt dem. På trods adskillelsen i tid og sted følte de begge en vedvarende tilstedeværelse af hinanden, som en hvisken i vinden eller en skygge i måneskinnet. Denne fornemmelse var som en understrøm i deres liv, altid til stede, altid trøstende og påmindende om noget større.

Deres livsspor havde løbet parallelt, og nu var tiden inde til, at universet lod dem krydse. En dag, drevet af en udefinerbar kraft, forlod pigen sin hule og drengen sin skov. De bevægede sig gennem landskaber, der syntes både fremmede og kendte, som om de havde vandret her før i drømme eller minder fra en fjern fortid.

Hvert skridt føltes som en gentagelse af en gammel rytme, en velkendt dans gennem tiden.

Da de en dag mødtes ved strandens brusende vandkant, var det som om, de altid havde kendt hinanden. De stod længe i stilhed, som samtalen, de begge mindes; den særlige samtale der ikke ville ende før dagens gry. Havets bølger slog blidt mod kysten, og månen kastede sin sølvglans over vandet, skabte et æterisk lys, der omfavnede dem begge. Deres blikke mødtes, og en dyb genkendelse lyste op i deres øjne, en genkendelse der gik dybere end ord og tid.

Drengen så på pigen med en særlig intensitet, hans øjne fulde af en visdom og nysgerrighed. “Har du, som jeg, ofte en fornemmelse der ikke helt kan sættes ord på? En fornemmelse af noget smukt der ‘lurer’ rundt om hjørnet, rundingen og bag det næste træ i skoven?” spurgte han med en blid stemme, der bar vægten af hans erfaringer og drømme.

Pigen nikkede stille, hendes hjerte bankede hurtigere, som om det genkendte en sandhed, der endelig blev udtalt. Fornemmelsen var drengens særlige gave, formet og givet af livet selv. Det var en fornemmelse, han skulle vise pigen – den oceaniske fornemmelse, en følelse af dyb forbindelse med kroppen, sjælen og universet.

De stod der sammen, hånd i hånd, og mærkede hvordan verden omkring dem syntes at ånde i takt med deres egne åndedrag. Havets bølger, vindens susen, og måneskinnets blide lys blev alle en del af denne store, uendelige fornemmelse af forbindelse. Det var som om, de kunne mærke hele universets puls gennem deres fælles berøring, en evig symfoni af liv, kærlighed og eksistens, der transcenderede tid og rum.

Opgøret

Pigen og drengen, begge drevet af et glimt af lys i barndommens mørke, stod over for en ny virkelighed. De måtte kæmpe, ikke mod verden, men mod de indre dæmoner, der havde holdt dem fanget så længe.

Med den oceaniske fornemmelse som deres våben og kapper dyppet i blod, kæmpede side om side. Hver gang mørket truede med at overmande dem, mindede fornemmelsen dem om deres dybe forbindelse til verden og universet. De bevægede sig gennem skove og over bjerge, hvor naturens skønhed stod i skarp kontrast til de skygger, de bar indeni. Hver udfordring, de mødte, var en spejling af deres indre kampe – en vild flod symboliserede deres flygtende tanker, en mørk hule deres skjulte frygt. Men sammen fandt de modet til at træde frem, hånd i hånd, og stå ansigt til ansigt med det, der havde holdt dem tilbage.

Under deres rejse lærte de, at selvom de havde flygtet fra virkeligheden, kunne de finde en ny mening og styrke ved at møde deres fortid sammen. Drengen viste pigen, hvordan hun kunne bruge sin styrke til at skabe, ikke kun ødelægge, og pigen lærte drengen at finde ro i øjeblikkets skønhed, selv når alt syntes håbløst. De opdagede, at de ikke var alene i deres kamp, og at deres traumer, selvom de var smertefulde, også kunne være kilder til styrke og forståelse hos andre fortabte sjæle.

I rejsen begyndte pigen at forstå, at selv i en meningsløs verden kunne der findes skønhed og forbindelse. Små øjeblikke og begivenheder af glæde – som solens stråler, der brød gennem skovens trækroner, eller den stille hvisken af vinden gennem græsset – mindede dem om livets simple glæder. Sammen skabte de en balance mellem lys og mørke, natur og skygger, og i denne balance fandt de en ny virkelighed, en hvor deres kræfter ikke kun var et resultat af deres traumer, men også en vej til heling og forståelse af hele universet – kærligheden.