Et filosofisk essay om betydningen af Den Oceaniske Fornemmelse

August 2024, Odense

På åbningsdagen for Den Oceaniske Fornemmelse blev vi mødt med spørgsmål fra et engageret publikum: “Hvorfor har I valgt navnet Den Oceaniske Fornemmelse?” og “Hvad er Den Oceaniske Fornemmelse?”

Det er spørgsmål, vi måske aldrig helt når frem til en endelig definition af – hvilket måske netop er essensen af, hvad en fornemmelse er.

I mange år har Den Oceaniske Fornemmelse slentret rundt i mit sind som en bølge, der aldrig helt når stranden. Det er en fornemmelse, der undviger en klar definition, men alligevel inviterer til dyb refleksion. Spørgsmålene har inspireret mig til at dykke dybere ned i, hvad Den Oceaniske Fornemmelse kan betyde; dette vil jeg forsøge at indkredse nu.

Den korte udgave:

Har du, som mig, ofte en fornemmelse af noget, der ikke helt kan sættes ord på? En fornemmelse af noget smukt, der ‘lurer’ rundt om hjørnet, bag rundingen eller det næste træ i skoven, som lyden af bølger, der brydes i det fjerne, lige udenfor synsvidde?

Det er denne fornemmelse, jeg har forsøgt at indfange med Den Oceaniske Fornemmelse.

Den Oceaniske Fornemmelse symboliserer for mig en dyb, uendelig og intuitiv oplevelse, der afspejler havets grænseløse horisonter og mysterier. Det er en følelse af at være forbundet med noget større og udefinerbart, som ikke kan fanges eller forstås fuldt ud, men som indbyder til refleksion og fordybelse i livets skønhed og kompleksitet. Det er en invitation til at opleve verden i sin reneste form, før den filtreres gennem vores følelser, til tider følelsers vold. Det er en stræben efter uærbødighed over for livet og en parentes omkring forforståelse – en domsforsinkelse.

Den Oceaniske Fornemmelse er en måde at skabe smukke mellemrum i vores travle hverdage, i form af samtalesaloner, læsecirkler og eksistentielle 1:1-samtaler, i forsøg på, gennem små, men betydningsfulde begivenheder, at bremse livets hurtige, buldrende tog, et øjeblik ad gangen.

Det er et forsøg på at skabe rum af resonans i hverdagen, i et konstant accelererende samfund, hvor faren for fremmedgørelse aldrig har været større, som Hertmut Rosa udfolder i sin teori om acceleration og fremmedgørelse.

Til slut indfanger Den Oceaniske Fornemmelse essensen af en dyb forbindelse til det uendelige og det uforudsigelige – en oplevelse af livet, der minder os om havets tidløse rytme. Det er en påmindelse om, at i en verden, hvor alting bevæger sig så hurtigt, er det vigtigt at finde øjeblikke af stilhed, refleksion, dybde, forbindelse og ægte nærvær.

For det er i disse øjeblikke, vi virkelig kan opleve verdens skønhed i sin reneste form.

”Man lever for disse øjeblikke, disse få korte øjeblikke af pludselig indsigt; af nærvær der får èn til at sortne og svimle”

• Citat af Dan Turèll

For de mere nysgerrige:

Man siger normalt, at noget skal foldes ud og ikke ind. Men er det ikke netop det, filosofien kan? At folde noget ud og ind på en måde, så vi kan opdage de skjulte lag, som en bølge, der skyller ind og trækker sig ud for at afsløre skattene i strandkanten. Når vi først folder noget ind, skaber vi en struktur, der kan virke forvirrende, som en labyrint af tang under vandet, men som netop hjælper os med at give slip på vores vante opfattelser. Dette kan føre til en ny og dybere forståelse, når vi derefter folder det ud igen og ser verden i et nyt lys.

Så lad mig her forsøge at folde ud og ind på, hvorfor jeg har været optaget af navnet Den Oceaniske Fornemmelse. Måske er det fordi, det netop afspejler den fornemmelse, jeg oplever: Noget udefinerbart, noget uendeligt og dybt, som det uendelige hav, der strækker sig mod horisonten, altid tilstede, men alligevel umuligt at omfatte fuldt ud. Det er svært at gribe og begribe, umuligt at holde i sine hænder – ligesom havet og det grænseløse univers. På samme måde, som det kan være at arbejdet med at forstå sig selv, sin adfærd, værdier, skyggesider, talenter og udfordringer.

Etymologisk (sproghistorisk) set stammer ordet “fornemmelse” fra senmiddelalderens betydning af “opfattelsesevne”, som kom fra det gammelfranske sens og latinske sensus, der betyder “opfattelse” eller “følelse.” Dette har rødder i den latinske sentire, som betyder “at opfatte” eller “føle.” Oprindelsen kan spores tilbage til en proto-indoeuropæisk rod *send- med betydningen “at gå” eller “finde sin vej,” hvilket antyder en rejse både mentalt og fysisk.

Så en fornemmelse kan være at finde sin vej mod noget. Det kan måske være noget smukt, vi mangler i vores travle hverdage i et accelererende og fortravlet samfund, måske ægte nærvær.

Men hvorfor ikke bruge begrebet “følelse” i stedet for “fornemmelse”?

Forskellen mellem de to begreber kan være subtil, men lad mig kort forsøge at lave en filosofisk distinktion her.

Fornemmelse kan ofte referere til en fysisk oplevelse, der opstår gennem kroppens sanser. Det kan være en bevidsthed om noget, der sker i kroppen, som en kuldegysning, smerte, varme osv. Fornemmelse kan også bruges til at beskrive en subtil, intuitiv oplevelse, som en mavefornemmelse eller en anelse om noget, der ikke nødvendigvis er baseret på klare fakta.

Følelse refererer typisk til en subjektiv oplevelse, som ofte er forbundet med emotionelle tilstande såsom glæde, sorg, vrede, kærlighed osv. Det handler om indre oplevelser, der er knyttet til ens sindstilstand. Følelse dækker over en bred vifte af oplevelser, der beskriver den måde, vi bevidst oplever og fortolker vores emotioner på.

Selvom dette er en forenkling, og min fortolkning, kunne man måske argumentere for, at fornemmelsen fungerer som et første perceptuelt møde med virkeligheden – en slags forsinkelse eller før tilstand af en følelsesmæssig dom. Den næste filtrering sker gennem følelserne, såsom vrede, glæde eller sorg, med risiko for en yderligere forvrængning af virkeligheden. Derfor har jeg været optaget af begrebet fornemmelse som er det første filter, netop for at opleve verdens skønhed i en mere ren og ægte form.

Etymologisk set stammer ordet “oceanisk” fra det latinske Oceanus, som igen er afledt af det græske Okeanos. I den antikke græske mytologi blev Okeanos betragtet som den store flod, der omgav hele jorden – en uendelig strøm, der markerede grænsen til den kendte verden. Denne forståelse blev senere overført til de store have, som strækker sig over kloden, og som vi i dag kalder oceaner.

Ordet oceanisk bruges i dag til at beskrive noget, der er relateret til havene eller oceanerne, men det kan også have en mere abstrakt betydning, der henviser til noget omfattende, grænseløst eller uendeligt – ligesom havets dybder, dets uendelige horisonter og dets mystiske natur.

Når vi taler om noget “oceanisk,” tænker vi derfor ikke blot på havet som et fysisk element, men også på en oplevelse af storhed, dybde, lag, slør og uendelighed, der spejler havets evige og uforudsigelige natur. Det er denne fornemmelse af det uendelige, det ukendte, det dybe og til tider slørede, som begrebet oceanisk søger at indfange hos os.

Kan vi nogensinde fuldt ud gribe og forstå noget, der er uendeligt og udefinerbart, eller er det netop skønheden ved det oceaniske?

Hvordan kan vi skabe flere oceaniske fornemmelser i vores liv i en tid, hvor acceleration og fremmedgørelse dominerer vores dagligdag?

Jeg håber, at disse refleksioner vækker noget i dig og inviterer dig til at udforske dine egne fornemmelser af det uendelige, udefinerbare og lysten til i korte øjeblikke, at bryde ud af hverdagens travlhed. Hvis du ønsker at dykke dybere ned i dette, vil vi varmt opfordre dig til at deltage i vores kommende arrangementer, hvor vi sammen kan udforske Den Oceaniske Fornemmelse gennem samtalesaloner, læsecirkler og eksistentielle samtaler etc.

Hold godt øje med hjemmesiden Den Oceaniske Fornemmelse under fanen “Aktiviteter” for opdateringer om nye begivenheder. Vi glæder os til at se dig og fortsætte denne rejse sammen med dig.